Spørgsmålet om kedsomhed føler Guillaume Dunand behov for at besvare lidt mere fyldestgørende, end da han i første omgang nøjedes med en kortfattet benægtelse af, at tiden nogensinde bliver lang i nattemørkets ensomhed på pisten.
»Jeg har ikke tid til at kede mig. Der er en masse ting at lave«, sagde han bare.
Nu har han lige vendt sit rullende kraftværk af en præpareringsmaskine med det lille rat og et joystick, han bruger til at styre med.
Så peger han direkte ud af forruden og næsten triumferende et orange skær af svunden sol langs bjergtoppene i det fjerne. Et skær, der danner den dybest tænkelige kontrast til det mørke, der den sidste halve time har taget livet af en strålende solskinsdag i Val Thorens.
Og et syn så smukt, at det giver mening, at Guillaume Dunand vælger at besvare mit spørgsmål med et modspørgsmål:
»Hvordan skulle man nogensinde kunne kede sig med sådan en udsigt«.
Det er 12. år i træk, den 33-årige franskmand bruger sine vinternætter på at køre slalombakkerne tynde i sin præpareringsmaskine.
Skiftende bakker hver aften. De grønne og blå pister skal præpareres hver nat. De sværere røde og sorte gøres ikke klar med helt samme kadence.
Der er ikke maskinkraft og mandskab til at nå at køre over mere end 80 procent af pisterne hver nat, hvor ti mand og ti maskiner i toholdsskift kører løs på bjerget fra 17 til midnat og igen fra klokken tre til liftåbning.
Guillaume Dunands arbejdsliv varierer derfor mellem fire dage med aftenkørsel fra pistelukning klokken 17 til midnat, så to fridage og endelig fire nattevagter fra tre til pisteåbning lidt efter ni.
Det kan, siger Guillaume Dunand, være en hård nyser at vænne sig til de skiftende arbejdstider, men han virker ikke desto mindre absolut ikke som en mand, der gør det i at brokke sig. Han elsker at fortælle om sin maskine, og hvad den er i stand til.
På en computerskærm kan han hele tiden følge med i snedybden under maskinen, og hvor mange gange han har passeret det sted, maskinen lige nu befinder sig. Han forklarer, at en skiløber rent statistisk flytter 100 kilo sne nedad i løbet af en dag med sine ski.
Derfor er maskinens opgave ikke bare at gøre pisterne jævne og lækre til næste dag. Det handler i lige så høj grad om at få flyttet sne opad i terrænet, så snedybden ikke fordeler sig for skævt på bakken.
Denne aften er det klart og stille vejr, men sådan er det ikke just hver nat.
»Når det blæser, sner og er tåget, kan man absolut intet se. Derfor er vores software helt afgørende«, siger Guillaume Dunand og peger på skærmen med snedybderne.
Det sker ikke sjældent, at han taler med sine kolleger over radioen i løbet af en vagt. De holder sig ajour med, hvilke udfordringer der er rundt om i bjergene. Men kommunikationen begrænser sig til rent faglige ting. Guillaume Dunand holder en pause hver aften klokken 20, hvor han spiser i den rummelige førerkabine, som han kun har behov for at forlade, når han skal fæstne præpareringsmaskinens kabel til en pæl på bakken for at hjælpe maskinen op og ned.
Lige nu er det den røde Christine-piste, der står for tur.
»Kan du høre, at den har brug for hjælp«, spørger Guillaume Dunand.
Motoren lyder ganske rigtigt forpint, mens den forcerer en strækning på pisten med 19 graders hældning. Maskinen maser samtidig med at skubbe flere hundred kilo sne op ad bjerget.
Snart efter er vi ved pælen, som Guillaume Dunand sætter præpareringsmaskinens kabel fast til, hvorefter det hele går lettere.
»Det hjælper både til at komme op og til at dæmpe farten, når vi kører ned«, forklarer han.
Om sommeren arbejder Guillaume Dunand indimellem på pisterne, bl.a. når der er brug for assistance til at etablere nye pister. Men han kører også lastbil i dalen.
Præpareringsmaskinen er imidlertid hans absolut foretrukne element.
»Jeg tror, det er et attraktivt job for alle, der godt kan lide bjerge, store maskiner og teknologi«, siger Guillaume Dunand.
fortsæt med at læse
